Austrofundulus leohoignei Hrbek, Taphorn & Thomerson, 2005


Tidligere var årstidsfiskene fra slægterne Austrofundulus og Rachovia fra det nordlige Sydamerika et forholdsvis sjældent syn på killi-udstillingerne, i hvert fald i Europa. Så da der på den belgiske udstilling i Gosselies ved Charleroi i marts 2010 var udstillet et par Austrofundulus leohoinei, der samtidig så nogenlunde ud, valgte jeg at byde på fiskene på den efterfølgende auktion. Og det lykkedes mig at købe fiskene til en rimelig pris. Fiskene havde lokalitetsnavnet "5Km to Sanare VEN 09/2"
Voksne årstidsfisk på udstillinger har ofte hvad man kan kalde "fremtiden bag sig". Så selv om fiskene stadig ser godt ud, er det altid en god idé at forsøge at opdrætte fiskene så hurtigt som muligt for at sikre sig æg inden fiskene dør af alderdom. Dette var også tilfældet med mine nyerhvervede Austrofundulus leohoignei. Det lykkedes mig dog at få tre portioner tørv til mine videre eksperimenter, inden først hunnen, og snart efter også hannen døde.

Navn:
Slægtsnavnet Austrofundulus er sammensat af austro der betyder syd og fundulus der stammer fra det latinske fundus der betyder bund. Slægtsnavnet Austrofundulus henviser til at der er tale om en bundlevende fisk (bundleger) fra Sydamerika.
Austrofundulus leohoignei er opkaldt efter afdøde Leo Hoigne der opdagede fiskene i starten af 1960'erne. Ligeledes fortjener Leo Hoigne en stor del af æren for at fiskene allerede dengang blev gjort tilgængelige for killi-entusiaster. Fiskene var kendt under populationsnavnet Tucacas, efter en nærliggende by af samme navn. Fiskene gik indtil 1978 under navnet Austrofundulus transilis (Thomerson og Taphorn, 1992)
I 1978 kom Donald C. Taphorn og Jamie E. Thomerson med en revision af slægterne Rachovia og Austrofundulus. Blandt andet blev Austrofundulus limnaeus ophævet til at være en selvstændig art, efter oprindeligt at være beskrevet i 1949 af L.P. Schultz som en underart fra Maracaibo bassinet af arten Austrofundulus transilis. Tucacas fiskene kom efter denne revision med under den meget variable art Austrofundulus limnaeus.
I 2005 laver Thomas Hrbek, Donald C Taphorn og Jamie E Thomerson en revision af slægten Austrofundulus, hvor de blandt andet beskriver fire nye arter, heriblandt Austrofundulus leohoignei.
Typeeksemplaret for Austrofundulus leohoignei er en voksen han fanget af Leo Hoigne og Jamie E. Thomerson den 20. august 1969 i et lille temporært vandhul 4 km nord for byen Sanare på vejen til San Juan de Los Cayos.

Udbredelse:
Austrofundulus leohoignei er kun kendt fra to lokaliteter. Begge lokaliteter findes i lavlandet der afvandes af floden Rio Aroa nær byen Sanare i det nordlige Venezuela. Lokaliteterne er truet af landbruget i området.

Beskrivelse:
Kropsbygningen på Austrofundulus leohoignei ligger mellem den slanke Austrofundulus transilis og den mere robustbyggede Austrofundulus limnaeus.
Jeg har mine Austrofundulus leohoignei gående i akvarier uden ovenlys og ved første øjekast virker dominerende hanner bare mørke, næsten sorte, kun med et lysere bånd i halen. Og først ved indfaldende lys ser man rigtig hannernes farver.
Hannernes krop har en grå eller brun baggrundsfarve. Lige bag gællelågene er der nogle sorte eller mørkebrune prikker. Længere bagud på kroppen nogle rødbrune prikker. Bag rygfinnen er grundfarven på kroppen mørkere med gyldne og lyseblå skæl. Hos nogle individer danner de gyldne og lyseblå skæl ligefrem et diagonalt zig-zag mønster på bagkroppen. Bugen er lysere.
Halefinnen er ved haleroden gylden og bliver gradvist mørkere ud mod midten af finnen, hvor nogle hanner kan have et meget mørkt, næsten sort bånd. Derefter kommet et mat lysegult, hos nogle hanner næsten hvidt område, der er tæt overstrøet med små mørkebrune prikker. Voksne hanner har finneforlængelser så halen er lyre-hale formet. Halefinnen er hele vejen rundt kantet med sort.
Rygfinnens grundfarve er grå. Rygfinnen er tæt besat af et mønster af mørkebrune prikker og gyldne pletter. Ofte så meget at rygfinnen virker næsten gylden. De mørkebrune prikker danner op til seks uregelmæssige buede bånd. Rygfinnen er kantet med sort.
Gatfinnens grundfarve er lysegrå til gråblå med mørkebrune og gyldne pletter der aftager ud mod kanten. Gatfinnen er kantet med sort.
Både bryst- og bugfinner er grå til rødbrune.
Hannernes farvemønster er meget variabelt, men overlapper ikke med andre arter af slægten
Kropsfarven hos hunnerne svinger fra gråbrun til beige. Som hos hannerne er også bugen på hunnerne lysere end resten af kroppen.
Hunnernes ryg-, hale- og gatfinne er gennemsigtige med et mere eller mindre kraftigt skær af samme farve som kropsfarven. På den bagerste del af ryg- og gatfinne er der nogle uregelmæssige gyldne prikker.
Hunnens brystfinner er klare. Og bugfinnerne er klare eller har et skær af samme farve som kroppen.
Begge køn har en mørk vertikal streg gennem øjet. Tydeligst under øjet.
Hos mig har hannerne opnået en totallængde på 78mm og hunnerne en totallængde på 67mm.

Akvariehold og opdræt:
Austrofundulus leohoignei er en af de mere fredelige Austrofundulus arter. Min erfaring er at ungfisk går rimeligt fredeligt sammen i selv mindre akvarier. Men når først der bliver sat en beholder med tørv ind til fiskene, så kommer der gang i hannerne. Og der skal sørges for at hunnen kan komme væk fra hannen i opdrætsakvariet.
I både opvækst- og opdrætsakvarier bruger jeg postevand. Mit postevand er hårdt, ca. 20dH, ledningsevne ca. 750?S og pH 7,2. Jeg har prøvet at bruge ½ postevand og ½ regnvand i mine opdrætsakvarier uden dog at kunne observere forskel i antallet af æg. Vandtemperaturen i mine akvarier er 22-25°C.
Et enkelt par bør holdes i et akvarium på minimum 20L. Hvis man har muligheden, er det dog en god idé at holde en han og en lille flok hunner i et lidt større akvarium, for på den måde at aflaste hunnerne. Og så kan hannen eventuelt skiftes ud med en anden med jævne mellemrum, for på den måde at få så stor og varieret en genpulje som muligt.
Mine avlsfisk holder jeg i akvarier uden bundlag, kun med en tot fintløvede planter for at give hunnen en mulighed for at gemme sig for hannen. Og så en glasbeholder med tørv, for at give fiskene mulighed for at dykke ned i bundlaget under legen, uden at skulle fylde hele bunden af akvariet med et tykt lag tørv. Fiskene finder meget hurtigt ud af hvad beholderen skal bruges til. Hannen vil en stor del af tiden opholde sig i nærheden af beholderen. Sikkert både for at kunne jage eventuelle rivaler bort og samtidig være klar hvis der skulle vise sig en legevillig hun.
Forud for selve legen nærmer hannen sig hunnen skråt nedefra og bagfra og svømmer derefter op på siden af hunnen mens den ligesom puffer hunnen fremad for at lade hunnen vise vej til et egnet sted for selve legen. Når hunnen er tilfreds med stedet, starter den på at bore sig ned i bundlaget. Hannen svømmer op på siden af hunnen og holder om hunnen med rygfinnen, mens den trykker hunnen nedad Og sammen borer de sig ned i tørven og afsætter ægget. En han og et par legevillige hunner kan i løbet af ret kort tid, stort set tømme legebeholderen for tørv ved at hvirvle op i tørven under legen.
Hvis der ikke er en beholder med tørv i akvariet vil fiskene lege alligevel, men hunnerne får lettere skader, når de hele tiden bliver trykket ned i den hårde bund.
Cirka en gang om måneden skifter jeg tørven i legebeholderen og gemmer den brugte tørv væk indtil æggene er klar til klækning.
De gullige æg er svagt ovale og måler cirka 1,35-1,55 mm. Æggene kan være ret svære at finde da de ligesom klæber til tørven.
Jeg har opnået de bedste resultater ved at klække efter ca. 4 måneder. Jeg opbevarer dog tørven forholdsvis varmt, da den ligger oven på min akvariereol. Så ved lavere temperatur er udviklingstiden sikkert længere. Så det er vigtigt at prøve sig frem. Og det er som altid en god idé at gentørre tørven og så prøve at klække igen efter cirka en måned. Jeg har klækket efter 2 måneder og fået masser af fritsvømmende unger. Men af uforklarlige årsager bliver langt de fleste bundhoppere når de bliver voksne.
Når ungerne klækker, er de ca. 5,5-6,0 mm. Ungerne kan straks æde nyklækkede artemia. Men som altid er det er en god idé at supplere med infusorier, æggepulver og lidt mikroorm de første dage for at være sikker på at alle får noget at æde. I det hele taget er det en god idé at fodre så varieret som muligt. Siede dafnier, cyclops og små sorte myggelarver kan alt efter årstiden bruges efter ganske kort tid.
En uge gamle har ungerne en totallængde på cirka 9-10 mm. Og to uger gamle har de største unger en totallængde på 13-14 mm. Da ungerne æder godt er det vigtigt med daglige vandskift for at få fjernet affaldsstofferne fra opvækstakvariet.
Allerede efter ca. tre uger kan man begynde at se forskel på kønnene. Hannerne begynder nu at få mørke rødlige prikker i gatfinnen. De største unger har nu en totallængde på 22-24 mm.
Efter en måned har de største hanner en totallængde på cirka 35 mm. Hannerne har nu tydelig kantet halefinne og mønsteret i ryg- og gatfinne er tydeligt. De største hunner er ca. 30 mm. Hunnerne har nu en klart mere tilspidset gatfinne. Hunnerne varierer i farve fra beige med klare finner til gråbrune med uparrede finner i samme farve. Min erfaring er at alle ungerne vokser rimeligt jævnt og der er tilsyneladende ikke de store stridigheder eller kampe mellem ungfiskene. På dette tidspunkt kan det dog være en god idé at adskille kønnene for at give hunnerne en chance for både at komme til foderet, men også for at være sikker på at hunnerne bliver klar til leg inden hannerne begynder at jage dem for voldsomt. Ved god fodring og hyppige vandskift er begge køn klar til leg når de er cirka halvanden måned gamle.
Selv om jeg ikke er så flink til at lægge dækglas på mine akvarier, så har jeg aldrig oplevet at fiskene er sprunget ud. Men når man forsøger at indfange fiskene viser de ofte at de er formidable springere på trods af deres noget kompakte udseende. Så for en sikkerheds skyld kan det være en god idé med et dækglas over akvariet.

Rivaliserende adfærd:
Da jeg på et tidspunkt havde en del hanner fra samme kuld, valgte jeg at lade 7 hanner gå sammen i et 45L akvarium med masser af planter, for at se hvordan hannerne udviklede sig når de voksede op i en gruppe. Hannerne blev fodret godt, så alle havde en chance for at æde. Og bortset fra lidt finneskader, specielt på finneforlængelserne på halefinnerne, så gik fiskene forbavsende fredeligt sammen. Ikke uventet fik de dominerende hanner de kraftigste farver. Enlige hanner der går sammen med hunner, udvikler også de samme farver. Mere overraskende var det at den helt klart dominerende han fik en meget markeret nakke- og rygprofil. Noget der kun svagt anes hos hanner der udelukkende er sammen med hunner. Hanner i grupper fortsætter med at vokse og bliver klart større end hanner der udelukkende går sammen med hunner, selv om begge grupper fodres rigeligt. Jeg havde fra starten udvalgt store og kraftigt byggede hanner til opdrætsakvarierne med hunner. Hanner der går sammen med hunner bruger selvfølgelig energi på parringer. Men selv de mindste og lavest rangerende hanner i "test-gruppen" blev senere lige så store eller større end hanner der gik sammen med hunner.
Observationer af hannerne viser at rangordenen i gruppen opretholdes forholdsvis fredeligt. Lavere rangerende hanner flytter sig når en dominerende han kommer inden for en vis afstand. Det er specielt alfa hannen der vises denne form for respekt. Fjerner den lavere rangerende han sig ikke, vender den dominerende han siden til den lavere rangerende, for ligesom at gøre opmærksom på sin størrelse. Dette er som regel nok til at afgøre tvisten og få den lavere rangerende han til at fortrække. Denne adfærd ses oftest hos hannerne der rangerer lige under alfa hannen. Er der stadig tvivl om rollefordelingen og ingen af hannerne viger pladsen, så indleder hannerne en form for brydekamp hvor de ligesom forsøger at stange rivalen med panden og nakken. Denne adfærd ses mest mellem de lavere rangerende hanner, der konstant er på udkik efter en bedre plads i hierarkiet. Egentlige kampe med bid har jeg aldrig observeret. Og bortset fra lidt flossede finner har jeg ikke observeret skader på hannerne. Ovennævnte adfærd kan dog give et praj om hvorfor alfa hannen udvikler den meget markerede nakke- og rygprofil.

Litteratur:

Hrbek, T., D.C. Taphorn & J.E. Thomerson 2005 Molecular phylogeny of Austrofundulus Myers (Cyprinodontiformes: Rivulidae), with revision of the genus and the description of four new species. Zootaxa 825: 1-39.
La Cépède, B.G.E. de 1803 Histoire Naturelle des Poissons. Tome cinquième. Chez Plassan, Paris: 37-39.
Schultz, L.P. 1949 A further contribution to the ichthyology of Venezuela. Proceedings of the United States National Museum, 99: 79-211.
Taphorn, D.C. & J.E. Thomerson 1978 A revision of the South American cyprinodont fishes of the genera Rachovia and Austrofundulus, with a description of a new genus. Acta Biologica Venezolana, 9: 377-452.
Thomerson, J.E. & D.C. Taphorn 1992 The annual killifishes of Venezuela, Part 1: Maracaibo basin and coastal plain species. Tropical Fish Hobbyist, 40: 70-96.
Wildekamp, R.H. 1995 Austrofundulus limnaeus Schultz 1949. A world of killies, Volume II: 130-132.

Young male, 37 days old.
Same male, 80 days old.

Copyright © 2013 Finn Milvertz, All Rights Reserved

Tilbage til forsiden.